MIKAM

Medicinstuderendes Interessegruppe for Komlementær og Alternativ Medicin |
Hvad er MIKAM? MIKAM er en basisgruppe for alle studerende ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, der interesserer sig for alternative behandlingsformer.
MIKAM går ikke ind for nogen bestemt behandlingsretning, metode eller noget bestemt livssyn. Det, vi ønsker, er mere viden på hidtil negligerede områder. Det er op til den enkelte at tage stilling til, hvad han eller hun mener om dette og hint. Gruppen arbejder åbent og dynamisk.
Vi mener, at fremtidens medicin og lægens viden må udbygges til, hvis ikke at inkludere, så at have overblik over alternative behandlingsformer for at kunne hjælpe patienterne bedst muligt. Når vi kommer ud som læger, vil næsten halvdelen af vores patienter anvende alternativ behandling som et supplement til den, vi kan tilbyde dem, og dermed vil de have et behov for at blive vejledt om hvad det er, samt om og hvordan det virker. Derfor er det vigtigt, at vi kender de forskellige alternative behandleres teorier, arbejdsmetoder og resultater.
I MIKAM er vi åbne overfor de alternative behandlinger, men ligeså vigtigt er det for os at se på dem med et kritisk og videnskabeligt syn. Vi mener, at man ikke skal forkaste den alternative behandling, blot fordi man er uvidende om den.
I udlandet har mange alternative behandlingsformer vundet stor anseelse. I Wien er homøopati og akupunktur valgfrie fag på medicinstudiet. Fagene er blevet oprettet som følge af krav fra de medicinstuderende selv. Det parisiske universitet Bobigny tilbyder franske læger videreuddannelse inden for akupunktur, manuel terapi og homøopati. På Karolinska Instituttet i Stockholm gives der et bredt 2 ugers introduktionskursus i alternativ behandling. Ideen om alternative kursustilbud til de medicinstuderende er altså ikke ny i Europa, blot er det endnu ikke set herhjemme.
Hvad laver MIKAM? Vi arrangerer i løbet af semesteret foredrag på Panum, tager ud og besøger alternative behandlere, deltager i høringer, kurser o.l. Der er også masser af tid til hygge, såsom vores årlige sommerpicnic ude på græsset ved PANUM, samt vores juleafslutning med julehygge, gløgg og god mad.
Hvert år arrangerer vi desuden en hyttetur med et alternativt tema.
Som ny tradition organiserer vi hvert efterår en studietur til den Europæiske Kongress for Integreret Medicin (ECIM), som de seneste to år har fundet sted i Berlin.
MIKAMs medlemmer holder møde en gang månedligt - vi tager dog hensyn til eksamenstiden, således at møderne ligger i semesterets første måneder. Her mødes vi over te, kaffe og kage og planlægger arrangementer, diskuterer de foredrag og behandlerbesøg, vi har været med til, hyggesnakker, og samler materiale til MIKAMs lille bibliotek om alternative behandlingsformer.
Derudover er MIKAM også indvolveret i større projekter. Vi har f.eks. udført en spørgeskema-undersøgelse om medicinstuderendes holdninger til alternativ behandling, hvillket resulterede i følgende artikel publiceret i Ugeskrift for Læger i 2008 - Københavnske medicinstuderendes kendskab og holdninger til komplementær og alternativ medicin
Endelig håber vi på at kunne være medvirkende til at få indført undervisning om alternativ behandling på medicinstudiet i fremtiden - evt. i form af et undervisningsforløb, som skal kunne udbydes til alle sundhedsuddannelserne. I denne forbindelse er vi ved at arrangere en tilbagevendende foredragsrække om KAM i Danmark.
Vil du være med? Så kom til et af vores møder - vi er en hyggelig gruppe, og vi er altid åbne for nye faste eller løse medlemmer! 8)
Møderne er typisk den første onsdag i måneden, kl. 16.00 i fællelokalet på 1. sal i det nye studenterhus (husk studiekort).
Du kan også altid skrive til os på: mail@mikam.dk
|
Vi glæder os til at se dig!
Med venlig hilsen
MIKAM
Medicinstuderendes Interessegruppe for Komplementær og Alternativ Medicin |
|